Vedtægtsændring – hvorfor?

Vedtægtsændring – hvorfor?

11. maj 2023

På den ordinære generalforsamling den 27. april 2023 stillede bestyrelse forslag om en vedtægtsændring omkring sammensætning af bestyrelsen for Sønderborg Varme A.m.b.a Forslaget blev vedtaget, men i henhold til vedtægterne, skal det behandles igen på en ekstraordinær generalforsamling, som finder sted den 22. maj 2023. Se indkaldelse og baggrundsmateriale her

Netop i disse dage er der en debat på de sociale medier omkring bestyrelsens forslag. Det er vi rigtig glade for, for i et forbrugerejet selskab som vores er det vigtigt, tingene drøftes, men desværre må vi også konstatere, at der i den forbindelse florerer en del misforståelser og ikke korrekte påstande. Det er vi rigtig kede af, da det undergraver den demokratiske proces, hvis der tages stilling på et forkert grundlag.

Den fulde motivation for bestyrelsens forslag kan man læse ved at bruge ovenstående link, og vi skal her blot fremhæve de væsentligste elementer i bestyrelsens forslag:

    • Antallet af bestyrelsesmedlemmer foreslås ændret fra de nuværende 9 til 7 medlemmer. Det gør man for at sikre en agil og handlekraftig bestyrelse
    • Mindst 2 bestyrelsesmedlemmer vælges af og blandt varmeaftagere i de almene boligselskaber, og mindst 2 bestyrelsesmedlemmer vælges af og blandt varmeaftagere udenfor de almene boligselskaber. Dermed sikres, at bestyrelsesmedlemmer, som er andelshavere og varmeaftagere, altid har flertal i bestyrelsen
    • Optil 3 bestyrelsesmedlemmer behøver ikke være andelshaver eller varmeaftager. Baggrunden for det forslag er, at det giver mulighed for at foreslå kandidater, som ikke er andelshaver eller varmeaftager, men som har lige netop de kompetencer, selskabet efterspørger
    • Alle bestyrelsesmedlemmer skal vælges på generalforsamlingen.  Bestyrelsen kan ikke udpege bestyrelsesmedlemmer, men alene stille kandidater i forslag, og så er det op til generalforsamlingen, hvem man vil stemme på

Der er i debatten antydet, at bestyrelsen kunne have en bagtanke om at oparbejde en pengetank. Intet kunne være mere forkert! Forslaget ændrer ikke ved, at selskabet også fremadrettet er ejet af forbrugerne og skal drives som et hvile-i-sig-selv-selskab. At hvile-i-sig-selv som selskab indebærer, der ikke må opbygges kapital, i stedet skal der år for år være balance mellem udgifter og indtægter. Det står i varmeforsyningsloven, og Forsyningstilsynet kontrollerer, at det overholdes.

Slutteligt vil jeg blot anføre, at vi i bestyrelsen også er forbrugere, og derfor grundlæggende har samme interesser som alle andre forbrugere. Når vi foreslår en vedtægtsændring, er det alene fordi vi mener, det er til selskabets, og dermed forbrugernes, bedste.

Claus Plum, bestyrelsesformand