Soleklar Kulturarv ved Vollerup på Als

10. marts 2009

Museumsinspektør Per Ethelberg, Haderslev Museum har i marts nummeret af Sønderjysk Månedsskrift haft følgende indlæg om solfangeranlægget i Vollerup:
Soleklar kulturarv ved Vollerup på Als

Når motorveje, stalde, huse, fabrikker eller som ved Vollerup nær Sønderborg et solfangeranlæg opføres, får arkæologerne lejlighed til, at sikre kulturarven inden den ødelægges for altid.

I følge den angelsaksiske præst og historiker Beda (671-735 e.Kr.) udvandrede jyder, anglere og saksere til England i midten af 400-tallet. I de efterfølgende godt 200 år lå landet øde og skoven bredte sig.

I begyndelsen af yngre germansk jernalder (ca. 650-700 e.Kr.) bliver skoven atter ryddet. Folk fra nord og øst befolker området ned til Slien og Dannevirke. Det er en udvikling, som fortsætter i vikingetid (800-1050) og middelalder (1050-1250). Særlig intens synes den at forløbe på Als og Sundeved, hvor mange nye gårde og gravpladser bliver anlagt.

Under solfangeranlægget ved Vollerup lå i 7- eller 800-tallet en stor gård. Kun hovedhuset er udgravet. Under den fede muld fremstod husets omrids tydeligt i form af væggrøfter og stolpehuller.

Huset var knap 37 m langt og op til 7,25 m bredt. Langvæggene var buede, mens gavlene var rette. Taget var båret af syv sæt stolper. De stod i to rækker, som fulgte den buede væglinje. Det yderste sæt var i begge ender sat i gavlen.

I et enestående samarbejde mellem bygherre – Sønderborg Fjernvarmeværk – og Museum Sønderjylland er det lykkedes at få hustomten markeret på fundstedet. Dermed er en lille kulturarvs-oase skabt i den nordlige ende det område, hvor solfangerne skal producere vedvarende, CO2-neutral energi. I en smuk designet besøgspavillon kan man søge oplysninger om huset og den tid, det blev til i.

Allerede i bronzealderen (1800-500 f.Kr.) forsøgte man at ”fange” solen. Dens gang over himmelhvælvet styrede nemlig liv og død i hverdag og fest. Fra Als har vi mange fine fund, som illustrerer denne sammenhæng. Så hvor er det mere oplagt at formidle denne historie end på et moderne solfangeranlæg?

Ved formidlingspavillonen er opstillet borde og bænke, hvor man kan spise sin medbragte frokost eller nyde søndagskaffen og kagen. Oasen ligger i behagelig cykelafstand fra Sønderborg. Den bliver sammen med solfangeranlægget indviet for offentligheden lørdag d. 4/4.