Sønderborg Varme skruer ned for CO₂

Sønderborg Varme skruer ned for CO₂

10. marts 2026

Sønderborg Varme skruer ned for CO₂

Fjernvarmenettet i den vestlige del af kommunen er nu koblet sammen med Sønderborg by. Sammenkoblingen er færdig og tages nu i brug, hvilket reducerer CO₂-udledningen med over 8.000 tons om året og styrker både forsyningssikkerhed og stabile varmepriser.

 

Sammenkoblingen af fjernvarmenettet binder varmeforsyningen i den vestlige del af Sønderborg Kommune fra Rinkenæs og Gråsten, sammen med fjernvarmenettet i Sønderborg by. Sammenkoblingen af fjernvarmenettet har gjort det muligt at samle de større byer op på vejen og tilbyde dem fjernvarme. Det har Vester Sottrup, Nybøl og Adsbøl sagt ja tak til. Det betyder, at en betydelig del af husstandene med individuelle gasfyr nu er erstattet med fjernvarme. Resultatet er en markant reduktion af CO₂-udledningen på mere end 8.000 tons om året i Sønderborg Kommune.

 

Fjernvarmeprojektet er et konkret eksempel på, hvordan Sønderborg Varme arbejder målrettet med at udvikle et mere sammenhængende og fleksibelt fjernvarmenet – og samtidig understøtte både den grønne omstilling og en stabil varmeforsyning for forbrugerne.

 

- Det her er et stort og komplekst projekt, som kun er lykkedes på grund af et tæt samarbejde med både borgere, lokale entreprenører og vores øvrige samarbejdspartnere. Vi oplever en rigtig god opbakning i byerne, og tilslutningen går stærkt. Flere end 400 husstande er allerede koblet på fjernvarmenettet, og vi er ikke færdige endnu – den sidste etape i Nybøl og Vester Sottrup mangler, og snart går vi i gang i Avnbøl. Det viser, at der lokalt er vilje til at vælge en fælles og fremtidssikret varmeløsning, siger Tue Gejl, projekt- og udviklingschef hos Sønderborg Varme.

 

Fleksibelt energimix

Sønderborg Varmes varmeproduktion er baseret på et bredt og varieret energimix. Netop fleksibiliteten i både produktion og distributionsnet er afgørende i en tid, hvor energimarkederne er præget af udsving, og hvor kravene til den grønne omstilling er stigende.

 

Ved at kunne flytte varme rundt i systemet og producere den dér, hvor det giver bedst mening – både økonomisk og klimamæssigt – står Sønderborg Varme bedre rustet til fremtiden.

 

- Vi leverer her et godt eksempel på hvordan investeringer i fjernvarmenettet styrker hele systemet. Et sammenhængende net gør os mindre sårbare, giver større fleksibilitet i varmeproduktionen og er samtidig en forudsætning for at levere varme til robuste priser. Det er præcis den type løsninger, vi skal investere i for at fremtidssikre varmeforsyningen i Sønderborg Kommune, siger Anders Kruse, direktør hos Sønderborg Varme.

 

Den grønne omstilling

Sønderborg Varme er forbrugerejet og arbejder med et klart formål: at levere stabil varmeforsyning til robuste priser. Udbygningen og sammenkoblingen af fjernvarmenettet er en central del af virksomhedens strategi og et vigtigt bidrag til Sønderborg Kommunes ProjectZero-vision om et CO₂-neuralt energisystem i 2029.

 

Den nye sammenkobling er derfor ikke blot et teknisk projekt, men en del af en større ambition om forsyningssikkerhed, fællesskab og ansvarlig omstilling – hvor fjernvarmen fungerer som rygraden i et mere klimavenligt energisystem.

 

Fakta om fjernvarmesammenkoblingen

Det samlede antal nye husstande der tilbydes fjernvarme: ca.1600 boliger.

Sønderborg Varmes fjernvarme produceres på et bredt og fleksibelt energimix bestående af affaldsenergi, biomasse, solvarme samt de kommende energiformer elbaseret varmepumpe og elkedel. Den nye fjernvarmesammenkobling forbinder den diversificeret produktion og sikrer en mere effektiv udnyttelse af varmen i hele forsyningsområdet.

 

Om Sønderborg Varme

Sønderborg Varme er et forbrugerejet fjernvarmeselskab, der leverer varme til mere end 18.000 forbrugere i Sønderborg Kommune. Selskabet arbejder for en stabil, robust og bæredygtig varmeforsyning og spiller en central rolle i den grønne omstilling i lokalområdet.

 

For yderligere information, kontakt Anne Branderup, chefkonsulent kommunikation & compliance, på abr@sfjv.dk eller på 3126 3685.