Pressemeddelelse: Fjernvarmen på vej til Nybøl og Vester Sottrup

Pressemeddelelse: Fjernvarmen på vej til Nybøl og Vester Sottrup

31. august 2022

Pressemeddelelse

August 2022

Fjernvarmen på vej til Nybøl og Vester Sottrup.


Bestyrelsen for Sønderborg Varme har på et møde i august besluttet at søge kommunens tilladelse til at forsyne Nybøl og Vester Sottrup med fjernvarme samtidig med, at der etableres en fjernvarmeledning mellem Sønderborg og Gråsten.


Hos Sønderborg Varme har man gennem foråret og sommeren undersøgt muligheden for at forbinde Sønderborg og Gråsten med en fjernvarmeledning, og samtidig forsyne beboerne i Nybøl og Vester Sottrup med fjernvarme.

På et bestyrelsesmøde den 25. august blev økonomien i projektet forelagt bestyrelsen for Sønderborg Varme, som besluttede at arbejde videre med projektet.


”Vi kan konstatere, at der er god økonomi for både eksisterende og nye kunder i at udvide fjernvarmeforsyning til Nybøl og Vester Sottrup, og derfor har bestyrelsen også sagt ja til at arbejde videre med projektet”, fortæller Formand Claus Plum.


Direktør Erik Wolff tilføjer: ”Samtidig med at der etableres fjernvarme i Nybøl og Vester Sottrup er det planen at etablere en fjernvarmeledning mellem Sønderborg og Gråsten, så der er rørforbindelse fra Augustenborg i øst over Sønderborg og Dybbøl til Gråsten og Rinkenæs i vest. Det giver os en strategisk fordel ved at kunne bruge vores forskellige anlæg i ét, samlet fjernvarmenet, og gør det lettere at integrere potentielle overskudsvarmekilder i fjernvarmenettet”.


For at sikre forsyningen af både eksisterende og nye kunder, skal de bestående anlæg suppleres med ny produktionskapacitet i form af nye anlæg og/eller overskudsvarme fra industrien.


Næste skridt er nu at udarbejde et projektforslag, som skal godkendes af Sønderborg Kommune. Parallelt med det, vil man gennem efteråret og vinteren foretage en undersøgelse blandt borgerne i Nybøl og Vester Sottrup, med henblik på at få en tilkendegivelse af, om de er interesseret i at blive tilsluttet fjernvarmen, for det er afgørende for økonomien i projektet, at der er nok der ønsker at gøre brug af muligheden.


Hvis Sønderborg Kommune kan godkende projektet, og der er tilstrækkelig tilslutning blandt borgerne i Nybøl og Vester Sottrup, forventer Sønderborg Varme, at projektering og indkøb kan påbegyndes primo 2023 og selve gravearbejdet, som vil strække sig over flere år, kan starte i slutningen af 2023. De første forbrugere forventes at kunne kobles på fjernvarmen i løbet af vinteren 2023/2024.


For yderligere oplysninger:


Direktør Erik Wolff
Sønderborg Varme A/S
Tlf.: 51514947

//