Plan for undersøgelse af mulig sammenlægning er på plads.

Plan for undersøgelse af mulig sammenlægning er på plads.

20. februar 2026

Pressemeddelelse af Sønderborg Varme og SONFOR Varme

20. februar 2026


Plan for undersøgelse af mulig sammenlægning er på plads.

Sønderborg Varme og SONFOR Varme har lagt en plan for de undersøgelser, der skal afklare, om det giver mening at samle de to fjernvarmeselskaber i ét. Undersøgelserne skal belyse om en sammenlægning hænger sammen økonomisk, teknisk og juridisk. Første milepæl er i juni, hvor de første resultater fra forundersøgelsen forventes klar. 

 
Frem til sommeren laves en såkaldt forundersøgelse, som skal afklare, om det giver mening at gå videre med en dybdegående analyse. Forundersøgelsen blev igangsat i slutningen af sidste år på baggrund af byrådets beslutning om at undersøge mulighederne for at skabe ét fælles fjernvarmeselskab i Sønderborg kommune. Den model, der undersøges, indebærer, at SONFOR Varme bliver en del af Sønderborg Varme og dermed overgår fra kommunalt ejerskab til forbrugerejet. 

Reglerne i fjernvarmesektoren er klare: En fusion må ikke føre til højere priser for forbrugerne i hverken det ene eller det andet selskab. De to selskaber vil belyse, om en sammenlægning på sigt kan give fordele for forbrugerne i begge selskaber. Derfor kræver det grundige indledende undersøgelser, ifølge Anders Kruse, direktør for Sønderborg Varme: 
 
”Vi er kommet godt i gang med samarbejdet, og fået tilknyttet kompetente rådgivere. Jeg er tryg ved, at vi får lavet dybdegående indledende analyser. Først når analyserne fra forundersøgelsen ligger klar, kan vi tage stilling til, om der er grundlag for at fortsætte processen. Det er i sidste ende vores respektive bestyrelser, der skal træffe den beslutning,” siger Anders Kruse.
 
Susanne Pagh, konstitueret direktør for SONFOR Varme, erkender, at det kan virke som lang tid, men understreger, at grundighed er afgørende for at sikre det bedst mulige beslutningsgrundlag.
 
”Vi går faktuelt og systematisk til værks. Det er afgørende, at beslutningsgrundlaget bliver solidt og gennemarbejdet, før vi tager næste skridt, og der er mange økonomiske, tekniske og juridiske forhold, der skal belyses grundigt. Derfor er det godt, at Sønderborg Kommune har afsat ressourcer til undersøgelserne, så vi kan få lavet de nødvendige undersøgelser med de rigtige eksperter,” siger Susanne Pagh.

Sønderborg Varme og SONFOR Varme har nedsat en fælles styregruppe, som skal sikre fremdriften i undersøgelsesarbejdet. Sønderborg Kommune er repræsenteret i styregruppen. Styregruppen får rådgivning af Sirius Advokaterne og teknisk rådgivning af Added Value, som har særlig indsigt i og erfaring med fjernvarmesektoren. Udgifterne til de indledende undersøgelser betales af Sønderborg Kommune og påvirker derfor ikke fjernvarmekundernes regninger.
 
Begge selskaber vil løbende informere via deres hjemmesider.


For yderligere informationer Anne Branderup, chefkonsulent kommunikation & compliance, på abr@sfjv.dk eller på 3126 3685. Eller SONFOR pressetelefon på 8843 5380 eller presse@sonfor.dk