Ny direktør ansat hos Sønderborg Varme
Pressemeddelelse, Sønderborg Varme, 30. september 2025
Ny direktør ansat hos Sønderborg Varme
Sønderborg Varme har ansat deres kommende direktør. Der er tale om Anders Kruse, der er bosat i Sønderborg og har en solid ledererfaring fra energisektoren og et stærkt lokalt engagement.
Den nye direktør tiltræder hos Sønderborg Varme den 1. december 2025, hvor han indleder en overgangsperiode sammen med nuværende direktør Erik Wolff, hvorefter han overtager direktørstolen den 1. januar 2026.
Anders Kruse er uddannet civilingeniør i international teknologiledelse og har haft ledende stillinger hos bl.a. Danfoss, Ahlsell og senest som CEO for ENABL A/S. Han har gennem hele sin karriere arbejdet med energieffektivisering, fjernvarme og den grønne omstilling – både i Danmark og internationalt.
- Jeg glæder mig utrolig meget til at stå i spidsen for Sønderborg Varme. Det er et forbrugerejet selskab, der leverer stabil varme til tusindvis af hjem – og samtidig er en helt central aktør i Sønderborgs rejse mod CO₂-neutralitet i 2029. For mig handler det både om at skabe værdi for forbrugerne her og nu, og om at tage ansvar for fremtidens energiløsninger, siger Anders Kruse.
Fuld fart på den grønne omstilling
Med ansættelsen af Anders Kruse fortsætter Sønderborg Varme med at stå stærkt i arbejdet med den fortsatte udvikling af selskabet og den grønne omstilling. Den nye direktør skal både drive de store strategiske projekter, sikre stabil drift i hverdagen og være en tydelig repræsentant for selskabet i lokalsamfundet.
Bestyrelsesformand Claus Plum fremhæver, at valget af Anders Kruse er et vigtigt skridt for selskabet:
- Vi har fundet en direktør, der kombinerer stærk erfaring fra energibranchen med et stort lokalt engagement. Anders kender både fjernvarmen, forbrugerne og Sønderborg – og det gør ham til den helt rette til at sikre, at vi fortsat er hele kommunens varmeselskab og en drivkraft i den grønne omstilling, siger Claus Plum.
En fælles opgave
Som direktør vil Anders Kruse have fokus på at styrke Sønderborg Varmes position som hele kommunens varmeselskab – med stabil varmeforsyning til attraktive priser, tydelig lokal tilstedeværelse og nye innovative projekter inden for grøn varmeproduktion.
- Jeg er stolt over at kunne bidrage til udviklingen af mit eget lokalområde. Fjernvarme er både en teknisk og en menneskelig opgave – det handler om at sikre tryghed for forbrugerne og samtidig drive den grønne omstilling fremad i fællesskab, siger han.
Anders Kruse bor i Sønderborg sammen med sin familie. Han er en aktiv del af foreningslivet i fodboldklubben FC Sønderborg. Fodbold har altid fyldt meget i hans liv, og han har tidligere spillet på divisionsniveau. Når han ikke er på banen eller engageret i klubben, sidder han gerne ved klaveret og spiller sammen med sit lokale band.
For yderligere spørgsmål kontakt bestyrelsesformand Claus Plum, telefon 2047 8148
Om Sønderborg Varme
Sønderborg Varme er et forbrugerejet varmeselskab, der leverer stabil, bæredygtig og konkurrencedygtig varme til næsten 18.000 hjem og virksomheder i Sønderborg Kommune. Vi spiller en aktiv rolle i den grønne omstilling og arbejder målrettet med fremtidssikrede løsninger, der skaber værdi for både forbrugere og samfund. Med stærke lokale rødder og fokus på innovation, ansvarlighed og fællesskab arbejder vi for at være hele kommunens varmeselskab – sammen om varmen.