Stort og engageret fremmøde til informationsmøde vedr. fjernvarme i Avnbøl, Ullerup og Blans.

Stort og engageret fremmøde til informationsmøde vedr. fjernvarme i Avnbøl, Ullerup og Blans.

14. november 2025

pressemeddelelse, Sønderborg Varme, 14. november 2025

Fjernvarmen er på vej til Avnbøl, Ullerup og Blans

Bakkensbro Aktivitets- & kulturcenter i Ullerup var velbesøgt tirsdag og torsdag aften, da Sønderborg Varme i samarbejde med Initiativgruppen i Avnbøl, Ullerup og Blans havde inviteret til informationsmøde om fjernvarme.

 

- Vi er glade for den store opbakning – og ikke mindst de mange gode spørgsmål, vi mødte fra borgerne i Avnbøl, Ullerup og Blans. Det viser, at der stor interesse for fjernvarmen. Vi håber, at det flotte fremmøde også vil afspejle sig i tilmeldingerne. Jo flere der går med, jo stærkere står fjernvarmen i området, siger Jan Due Kristensen, kunde- og forsyningschef hos Sønderborg Varme.

 

Udbygning med rabat

Fjernvarmen i Avnbøl, Ullerup og Blans er en del af Sønderborg Varmes planlagte udbygning af forsyningsområdet frem mod 2029.  Allerede tilbage i 2022 indledte en lokal initiativgruppe og Sønderborg Varme en dialog om at få fjernvarme til de tre byer. Undervejs i dialogen, er det endvidere lykkes Sønderborg Varme at få slagteriet Danish Crown med som fjernvarme kunde.

 

Det er ingen hemmelighed at den lokale initiativgruppe og de mange gode informationsmøder har haft stor betydning for at fjernvarmen nu kommer til Avnbøl, Ullerup og Blans.

 

Initiativgruppen glæder sig over, at der nu ligger et rigtig attraktivt fjernvarmetilbud til langt de fleste beboere i de tre landsbyer:

- Det har været en lang rejse at komme hertil, og derfor bliver det også en stor glæde snart at se gravemaskinerne rulle ind i Avnbøl. Erfaringen viser, at landsbyer med fjernvarme ganske enkelt bliver mere attraktive at bo i. Vi vil gerne sige tak for den store opbakning gennem hele forløbet, siger Anders Bondo Christensen, talsperson for initiativgruppen.

Udover en robust og fremtidssikret varmeforsyning tilbyder Sønderborg Varme en områderabat på 13.000 kroner på grundpakken til de husstande, der tilmelder sig fjernvarmen senest den 31. januar 2026.

           

For yderligere oplysninger kontakt Jan Due Kristensen, kunde- og forsyningschef hos Sønderborg Varme, på 51273524 eller på jdk@sfjv.dk

FAKTABOKS

Fjernvarme til Avnbøl, Ullerup og Blans

  • Områderabat: 13.000 kr. på grundpakken ved tilmelding senest den 31. januar 2026.
  • Projektet er en del af Sønderborg Varmes planlagte udbygning frem mod 2029.
  • Gravearbejdet i Avnbøl starter i første halvdel af 2026. Det forventes at de første varmeforbrugere kan få varme fra starten af 2027.
  • Transmissionsledningen der skal forsyne områderne med varme, etableres fra Adsbøl til Avnbøl, Ullerup, Danish Crown og Blans sideløbende med at ledningsnettet etableres i byerne.
  • Sønderborg Varme er et forbrugerejet fjernvarmeselskab der i dag leverer varme til over 18.000 forbrugere i Sønderborg Kommune.

 

Billedtekst: Stort og engageret fremmøde til informationsmøde vedr. fjernvarme i Avnbøl, Ullerup og Blans.