Fjernvarmen blev fejret i Vester Sottrup

Fjernvarmen blev fejret i Vester Sottrup

2. oktober 2025

pressemeddelelse, Sønderborg Varme, 2. oktober 2025


Fjernvarmen blev fejret i Vester Sottrup
Onsdag den 1. oktober havde Sønderborg Varme inviteret borgerne i Vester Sottrup til en hyggelig eftermiddag for at fejre, at de første huse i Vester Sottrup nu er koblet til fjernvarmen fra Sønderborg Varme. 

Det var Forsamlingsgården Sundeved, der dannede rammen for fejringen, hvor der blev serveret grillpølser og lidt til tørsten. Bestyrelsesformand for Sønderborg Varme, Claus Plum, åbnede arrangementet og fremhævede både den lokale opbakning og de langsigtede fordele ved fjernvarmen:

- Vi har fået en fantastisk velkomst i Vester Sottrup, og vi glæder os til at levere varme til husene her i byen. Vores brede sammensætning af energikilder – biomasse, solvarme, overskudsvarme fra bl.a. restaffald og elektrificerede løsninger som varmepumper – gør, at vi kan levere en stabil og konkurrencedygtig pris. Samtidig sikrer vi en robust og fremtidssikret varmeforsyning.

Den store variation af energikilder hos Sønderborg Varme sikrer både forbrugerne i Vester Sottrup – og resten af Sønderborg Varmes nuværende og kommende forbrugere – en fjernvarmeløsning, der er stabil, lokal og fremtidssikret.

Gavner byudvikling
Fjernvarmen er kommet til Vester Sottrup og har ikke kun betydning for borgerne i byen. Det vil også gavne byudviklingen og understøtte de fremtidige bosætninger i Vester Sottrup og resten af kommunen. 

Stort tillykke til borgerne i Vester Sottrup, der med opkoblingen til fjernvarmen har taget skridtet mod en grønnere varmeforsyning. Der er ikke kun en gevinst for Vester Sottrup, men 
for hele Sønderborg. Det viser, hvordan vi omsætter ambitionerne om den grønne omstilling til konkrete resultater, sagde borgmester Erik Lauritzen, der også deltog i fejringen og satte ord på betydningen af projektet for hele kommunen.

Udover at få lidt godt til ganen, så var der også mulighed for at se en fjernvarmeunit i praksis, stille spørgsmål til Sønderborg Varme og høre om de næste etaper i området.

For yderligere information, kontakt Jan Due Kristensen, kunde- og forsyningschef hos Sønderborg Varme, på telefon 51 27 35 24.

FAKTA: Etableringsplan Vester Sottrup
• Tilkobling er startet og fortsætter etapevis i området
• Projektet gennemføres i tre planlagte etaper
• Udrulning af fjernvarme i Vester Sottrup fortsætter frem til udgangen af 2026 

Om Sønderborg Varme
Sønderborg Varme er et forbrugerejet varmeselskab, der leverer stabil, bæredygtig og konkurrencedygtig varme til næsten 18.000 hjem og virksomheder i Sønderborg Kommune. Vi spiller en aktiv rolle i den grønne omstilling og arbejder målrettet med fremtidssikrede løsninger, der skaber værdi for både forbrugere og samfund. Med stærke lokale rødder og fokus på innovation, ansvarlighed og fællesskab arbejder vi for at være hele kommunens varmeselskab – sammen om varmen.