Sammen om varmen

I Sønderborg Kommune forsyner flere selskaber forbrugerne med fjernvarme. To af disse selskaber er Broager Fjernvarme og Sønderborg Fjernvarme. Siden 2023 har bestyrelserne været i dialog om de mulige fordele ved en sammenlægning, og siden årsskiftet 2024 har vi haft et driftsmæssigt samarbejde, hvor Sønderborg Fjernvarme har suppleret driftsorganisationen i Broager.

På de ordinære generalforsamlinger i foråret 2024 fik bestyrelserne solid opbakning til at udarbejde en sammenlægningsaftale, som kunne fremlægges til afstemning i oktober. Denne afstemning finder sted på de ekstraordinære generalforsamlinger, der holdes

  • onsdag den 9. oktober i Sønderborg og
  • torsdag den 10. oktober i Broager

Bestyrelserne bag Broager Fjernvarme og Sønderborg Fjernvarme indstiller til andelshaverne i de to respektive områder, at de godkender sammenlægningen på de ekstraordinære generalforsamlinger.

Du kan deltage i orienteringsmøde om sammenlægningsplanerne tirsdag den 1. oktober klokken 19 – 20.30 i Broager Hallen. Tilmelding er ikke nødvendig.

Sammen står vi stærkere

Det helt overordnede formål med en sammenlægning er at stå stærkere i et marked, der både i dag og i fremtiden er krævende og udfordrende. Vi tror på, at vi sammen kan sikre robusthed, prisstabilitet og de gode, grønne løsninger. Sammen vil vi værne om de gode værdier, der handler om selvstændighed, om at være en god arbejdsplads og om at være en aktiv stemme i lokalområdet.

 

Vores ambition er at fremtidssikre et stærkt fjernvarmetilbud til borgere i Sønderborg kommune. Vi brænder for at give borgerne et stærkt fjernvarmeselskab, der i et godt strategisk match kan opnå mere, når vi er sammenlagt end når vi står som to selskaber.

 

Et stærkt fjernvarmeselskab er vigtigt for at kunne sikre en attraktiv pris, der samtidig er robust og stabil. Og fjernvarme spiller en vigtig rolle i fremtiden når det kommer til at nå Danmarks mål om at levere 100 % CO-2-neutral varme inden 2030 – ligesom vi også i fremtiden skal kunne være en attraktiv arbejdsplads for at tiltrække de rigtige medarbejdere.

Flere fordele

Fordelene ved at gå sammen er åbenlyse – og mange.

 

Større robusthed og bedre prisstabilitet

Det er egentlig ret enkelt. Priser på forskellige brændselstyper går op og ned i markedet. Hvis du fx kun fyrer med naturgas, følger dine priser ligeledes med op og ned i samme takt, som prisen på gassen svinger. I et samlet fjernvarmeselskab har vi mulighed for at forsyne dig med varme, der er skabt i en kombination mellem forskellige brændselstyper som el, sol, naturgas, træflis, halm og affald – og når priserne går op for den ene brændselstype, går den typisk ned for den anden. Ved at have flere forskellige brændsler i spil, kan vi sikre dig mod store udsving i fjernvarmeprisen.

 

Økonomiske fordele i form af synergier

Ved at forene vores kræfter opnår vi stærke synergier. Både på det administrative område og det driftsmæssige område. Som ét forenet selskab behøver vi kun én gang revision, ét kontor, én generalforsamling mv. Og når vi sammen bliver lidt større, kan vi også opnå større indkøbsfordele.

 

Bedre service og mere specialiseret viden

Ved at gå sammen puljer vi vores kræfter. Når vi er flere om at løfte opgaverne, vil den enkelte naturligt blive mere specialiseret, hvilket vil skabe bedre mulighed for at tilknytte specialister i de enkelte funktioner.

 

Fælles mål – nye muligheder 

Når man står som to selskaber og skal overveje at koble forsyningsnet vil det helt naturligvis være sådan, at begge selskaber gerne vil have så stor en fordel af det som muligt. Når vi er ét selskab, er det en strategisk beslutning for fællesskabet og beslutningen kommer så ikke til at handle om, hvorvidt det er til fordel for Broager eller Sønderborg, I stedet vil vi have fælles mål, der kommer alle til gode i sidste ende.

 

En stærkere stemme i lokalområdet

På fjernvarmeområdet er kommunen planmyndighed og ansvarlig for løbende at udvikle og revidere varmeplanen. Det er vigtigt, at vi som varmeselskaber bidrager med vores viden, kompetencer og indsigter til at påvirke den samlede varmeplanlægning i kommunen. I den forbindelse ser vi det som en klar fordel, at vi – i et samlet selskab – har en samlet stemme med 18.000 stemmer fremfor at de samme stemmer er spredt ud på flere selskaber.  Således at vi sikrer os en stærk helhed med et stærkt lokalt tilhørsforhold.

 

Derfor – anbefaler de to bestyrelser, at vi går sammen om varmen!

Du kan læse yderligere i dokumentet Fakta om den planlagte sammenlægning:

//