Er du vores nye projektleder?

28. marts 2022

Projektleder med teknisk baggrund til betydningsfuld rolle inden for den grønne omstilling

Vil du spille en nøglerolle, hvor du leder og udruller både små og store projekter, der har stor indflydelse på den grønne agenda?

"Du får stor indflydelse på morgendagens grønne omstilling og de teknologier, der skal bære os ind i en CO2 neutral fremtid. Og så bliver du en del af et stabilt og succesfuldt selskab, hvor du kan arbejde i mange år fremover,” fortæller afdelingsleder Tue Gejl Christensen.

Velkommen

Hos Sønderborg Varme A/S bidrager vi til den grønne omstilling ved at udnytte vores eksisterende anlæg og ledningsnet bedst muligt og ved at udbrede fjernvarme til nye områder samt deltage aktivt i sektorkobling og udnyttelse af overskudsvarme.

Vi er 50 kolleger, der er stolte af at have mange forskellige kilder til at producere varme på. Og du kan se frem til at blive en del af et åbent kontormiljø med ingeniører, tekniske assistenter og mange andre dygtige kolleger.” – Tue

Som en af vores nye projektledere får du ansvar for at:
  • sikre den overordnede projektledelse / projektkoordinering i henhold til tid, kvalitet og økonomi
  • stå for ombygning af eksisterende centraler
  • gennemføre og etablere nye anlæg samt etablere nye fjernvarmeområder
  • deltage i designs af systemer og løsninger
  • stå for sagsbehandlingen og udbudsprocessen
  • udføre teknisk tilsyn med rørberegninger og statikberegninger
  • udarbejde projektforslag og udbudsmateriale i samarbejde med rådgivere.

Du arbejder både hands on og på mere overordnet plan, så vi opnår komplet CO2 neutralitet i 2030. Og du kan se frem til at bringe nyudvikling af teknologier i spil samt arbejde med de nyeste teknologier inden for produktion af fjernvarme.” – Tue

En tværgående afdeling

Du bliver en del af et stærkt hold, som har bred erfaring med projektledelse, både i forhold til at etablere varmecentraler, udvide fjernvarmenettet og strategisk forretningsudvikling. Du får 6 tekniske kolleger og en hverdag i en tværgående afdeling med stor, bred erfaring. Vi arbejder i et åbent kontorlandskab med masser af sparring og vidensdeling. Desuden er der, når opgaverne tillader det, mulighed for at arbejde hjemmefra.

Vi er meget professionelle, men der er bestemt også tid til at have det sjovt. Og så kender vi hinanden rigtig godt og ser frem til at byde en ny kollega velkommen.” – Tue

Vi tilbyder særdeles attraktive vilkår og betalt frokostpause, fri telefon og internet samt pensionsordning og sundhedsforsikring.

Der er flere indgange til stillingen

Vi forestiller os, at du allerede har erfaring fra en lignende rolle som projektleder, gerne med større projekter inden for forsyningsbranchen. Men vi hører også meget gerne fra dig, hvis du har ambitioner om at udfylde en projektlederrolle. Vi tilpasser opgaverne afhængig af din erfaring.

  • Du har en teknisk baggrund som ingeniør, maskinmester, håndværker eller tilsvarende. Og du kan være nyuddannet.
  • Du har kørekort – vi stiller puljebil til rådighed for firmakørsel.
  • Vi ser selvfølgelig gerne, at du allerede har kendskab til fjernvarme, olie-/gasindustrien, kraftværker eller tilsvarende, men det er ikke en betingelse.
  • Du trives med en bred kontaktflade til eksterne og interne partnere.
  • Du har lyst til at træde ind i en rolle med mulighed for stor personlig udvikling og for en nyligt udlært med en meget stejl indlæringskurve.

Vi forventer, at du har ambitioner inden for dit fag og projektledelse, og at du over tid kan oparbejde et stort overblik over projekterne. Og så er det vigtigt, at du har den tekniske tyngde til at gennemskue løsninger og opgaver.

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Tanja Dybdal på 7245 9646.

Vi indkalder til samtaler løbende, så send din ansøgning og dit CV allerede i dag og senest den 10. april via nedenstående link. Vi forbeholder os retten til at afslutte rekrutteringen før tid, hvis vi finder den rette.

Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Sønderborg Varme A/S er et forbrugerejet andelsselskab med ca. 50 ansatte. Vi forsyner Dybbøl, Kær, Sønderborg, Gråsten, Adsbøl, Egernsund, Vollerup, Kirke Hørup, Høruphav og Augustenborg med fjernvarme – og snart også Rinkenæs.